EVU, eftervidereuddannelse – kriterium A2 og B2

Årets første blogindlæg i 2024, stiller skarpt på arbejdsområdet eftervidereuddannelse, EVU, i en lektoranmodning. Det er især B2, som volder problemer, hvorfor der i blogindlægget er mest fokus på det.

Der er kommet en opstramning omkring dispensation for EVU, og på KEA, hvor jeg er ansat, gives der derfor ikke længere så mange dispensationer for EVU som tidligere.

Derfor dukker problematikken nu også oftere op i min vejledning af adjunkter. Jeg har bare det seneste år haft fire adjunkter, hvor EVU har fyldt en del i vejledningsarbejdet.

I dette indlæg finder du også screen-dumps fra min adjunktvejledning omkring tackling af EVU, som du måske kan blive inspireret af.

EVU er i kategorien formelle arbejdsopgaver

Det at kunne varetage undervisning på EVU er, hvad jeg kalder en formel arbejdsopgave. Du kan se mere i indlægget: Formelle og uformelle opgaver

Men lad os starte med at definere hvad der hører til hvor i fht. til bekendtgørelsen

Hvad er indeholdt i A2 VS B2?

Kriterium A2 handler om tilrettelæggelse, udvikling og gennemførelse af undervisningen på EVU. Det er voksenundervisning det drejer sig om, og det kræver gerne nogle andre pædagogiske greb end dem, du betjener dig af på fuldtidsuddannelserne.

Hvorimod kriterium B2 handler om, hvordan du udvikler uddannelsen på EVU.

Det er altså nogle forskellige kompetencer, du skal beskrive fyldestgørende i din LA, så bedømmerudvalget kan se, at det er et arbejde, du også kan varetage.

Men tit er det svært for adjunkter at skelne imellem kriterium A2 og B2, opgaverne blandes simpelthen sammen, oplever jeg i vejledningen.

Hvis du ikke ved, hvad der hører til hvor og hvorfor, kan du ikke beskrive det korrekt i lektoranmodningen. Bedømmerholdet kan derfor heller ikke afkode, om du opfylder hhv. A2 og B2 og dermed kravet til EVU.

EVU -forslag til metakommunikation
Eksempel på forslag til metakommunikation til indledning af B2

En god hjælp til dig, som er adjunkt, er derfor, at du sætter dig godt ind i, hvad hvert enkelt kriterium og dets underinddelinger skal indeholde.

Det minder jo meget om det, vi som undervisere kræver af de studerende. Det kan du se mere om i et blogindlæg fra juni 2020 med titlen: Tag din egen medicin, adjunkt!

Adjunktplaner er et styringsredskab til dit adjunktforløb, og i det næste skal vi kigge på, hvordan de kan bruges i forbindelse med EVU.

Adjunktplanen og EVU

Det er vigtigt at du, din leder samt adjunktvejleder er opmærksom på, hvorvidt du faktisk kan opfylde betingelserne i bekendtgørelsen.

Derfor er det en rigtig god ide, at du allokerer nogle ressourcer til at udarbejde adjunktplanen og holde den opdateret. På den måde kan du sikre dig, at du ikke ender med en måske problematisk løsning ifht. A2 og B2. Du kan læse mere i blogindlægget: Adjunktplaner…

Det er hverken din leder eller din adjunktvejleder, der skal består din lektoranmodning. Det er dig, og derfor vil jeg anbefale dig, at du er opmærksom på eventuelle knap så lektoranmodningsvenlige løsninger på EVU-arbejdet.

I det følgende kan du se nogle af eksempler på sådanne uhensigtsmæssige løsninger eller aftaler omkring EVU for adjunkter, jeg møder i vejledningen.

Eksempler på uhensigtsmæssige løsninger for EVU-arbejdet ifht. B2

Det her gælder især for de adjunkter, jeg har overtaget fra andre vejledere samt adjunkter på andet forsøg. Men adjunkter, som jeg har haft fra starten af deres adjunktforløb, kan selvfølgelig også opleve udfordringer med EVU.

Ikke optimale løsninger for EVU falder typisk i tre hovedgrupper:

  1. EVU-kurset har kørt en del gange, og materialet er fastlagt. Et eksempel her kunne være certificeringskurser. Det giver dig derfor ikke de store muligheder, om overhovedet, for at udvikle noget som helst til det kursus. Kriterium B2 bliver derfor ikke helt nem at beskrive tilfredsstillende.
  2. Kursusindholdet på EVU er det samme som på et af de fag, du varetager i forvejen på din fuldtidsuddannelse. Igen er det i kriterium B2, du bliver udfordret, når du skal skrive din lektoranmodning.
  3. Samarbejde med en kollega omkring et EVU-kursus, hvor du, af den ene eller anden grund, bliver henvist til en passiv rolle. Et eksempel på en passiv rolle kan være som korrekturlæser af din kollegas slides, og ja, den slags forekommer. Her kan du, hvis du er rigtig uheldig, få problemer både med kriterium A2 og B2.
EVU - udvikling af allerede eksisterende kursus
Et allerede udviklet kursus og forslag til adjunktens take på udvikling af kurset i kommentaren

Nu er du blevet gjort opmærksom på de tre hovedgrupper og hvilke udfordringer, det kan udløse ifht. at skrive din LA.

I det næste skal vi se på, hvad du som adjunkt kan gøre, hvis dit kriterium B2 er svagt af den ene eller den anden grund.

Det kan ske for alle adjunkter. Men dem som er mest udsatte for et svagt kriterium B2, er i følge min erfaring, adjunkter på andet forsøg samt adjunkter med et sent vejlederskift,

Står dit kriterium B2 svagt i EVU?

Det er klart, at er en adjunkt på andet forsøg og med kun et halvt år til afleveringsdatoen, så er det tidsmæssigt meget svært for ikke at sige umuligt at udarbejde en helt ny B2.

Det samme gør sig selvfølgelig gældende, hvis der har været et vejlederskift, af den ene eller anden årsag, tæt på afleveringsdatoen for lektoranmodningen. Men det kan også optræde i et helt almindeligt adjunktforløb.

Er din situation, at dit kriterium B2 er svagt og du må acceptere, at der ikke er mulighed for at få det fikset? Dette kunne fx være ved at være med til at udvikle et andet EVU kursus, så du bliver tilfredsstillende dækket ind på pind 2 i kriterium B.

Ja – så er der kun et råd at give, nemlig at du skriver dig ud af det.

Samtidigt skal du sikre dig, at din lektoranmodning er så gennemarbejdet og stærk i de andre afsnit, som overhovedet muligt.

Helhedsbetragtningen giver dig noget slack

Baggrunden for det råd er, at der også indgår en helhedsbetragtning omkring bedømmelsen af en lektoranmodning.

EVU - hvordan du kan fremhæve dine stærke sider
I kommentaren ses hvordan du som adjunkt kan fremhæve dine stærke sider

Det er et såkaldt generisk råd. Derfor gælder det alle de steder i din LA, hvor du måske kunne have ønsket dig, at den lektoranmodning var nemmere at have med at gøre.

Fx. at du havde mere og bedre data til dit F&I-projekt eller at dit F&I projekt ikke strandede, så du måtte være med i et nyt projekt. At du havde forskererfaring eller undervisningserfaring, inden du startede, at du havde flere industrikontakter, større pædagogisk viden osv. osv.

Men din lektoranmodning skal ikke være perfekt for, at du kan få den godtaget, den skal bare være god nok. Det er baggrunden for helhedsbetragtningen, som gør, at der er noget slack.

Adjunktvejlederens rolle som sparringspartner omkring EVU til de årlige statusmøder er temaet for det næste afsnit.

Brug de årlige møder med leder og adjunktvejleder klogt

Når jeg sidder med til de årlige møder med adjunkten og dennes leder, er jeg meget opmærksom på, hvorvidt det mulige EVU-arbejde kan opfylde betingelserne i bekendtgørelsen.

Jeg har typisk også afholdt et formøde med adjunkten, inden det egentlige møde. Det gør jeg for at sikre mig, at adjunkten er klar over, hvad han/hun går ind til på det område.

Formøder afholder jeg især, hvis der har været, det jeg kalder, røde flag i kontakten med adjunkten.

Ligeledes er det nemmere at kunne påpege eventuelle ikke optimale løsninger på EVU-området for adjunkten og måske også for lederen, når jeg kender mulighederne i forvejen.

Endelig kan der også være spørgsmålet om opkvalificerende kurser, for at adjunkten kan varetage et eventuelt EVU-kursus på en for adjunkten tilfredsstillende måde. Det kan være svært som ny og måske også ung medarbejder at stille krav omkring kurser.

Hvor meget A2 skal fylde i lektoranmodningen, er et spørgsmål jeg ofte får. I det følgende kan du læse om, hvad jeg anbefaler mine adjunkter.

Fordeling imellem A1 og A2

De fleste adjunkter har som hovedforretning at undervise på en fuldtidsuddannelse. Derfor skal A1 også fylde forholdsvis mere tekstmæssig i LA end A2, hvis det er sådan for dig.

Skulle din arbejdsportefølje være omvendt, ja – så vender du bare det følgende om.

Det som er fordelen ved at gå i dybden med A1 er, at du kan trække på det over i A2. I A2 beskriver du nu bare forskellen på at have at gøre med fuldtidsstuderende versus voksne kursister.

EVU - A2 og Hiim og Hippe
Klip fra udtalelse til en nyslået lektor i august 23 omkring A2 og brugen af Hiim og Hippe

Ved at gøre sådan udviser du samtidig evnen til refleksion. Du har også sparet en masse plads/tegn, som du kan bruge på noget andet nyttigt. I indlægget for mange tegn…, kan du læse mere om den problematik.

Det har du bl.a kunne læse om i indlægget: EVU…

  • Hvorfor du som adjunkt skal være opmærksom på, hvilke opgaver du skal løse i EVU-regi
  • De tre hovedgrupper af aftaler for EVU som kan medføre hovedbrud, når din LA skal skrives
  • Forslag til hvordan du kan spare anslag ved at uddybe A1 og derefter trække forskellen frem ifht. A2

Lektor.nu hører gerne fra dig omkring: EVU…

Kender du nogle adjunkter eller andre, som kunne have glæde af blogindlægget, så del gerne indlægget “EVU, eftervidereuddannelse – kriterium A2 og B2” med andre.

Vinteren har for alvor fat – Utterslev mose, januar 2024