Godt nytår og velkommen til 2025’s første blogindlæg. Indlægget går denne gang tæt på, hvorfor rammer er vigtige at forholde sig til, og dermed også at få beskrevet og reflekteret over i en LA.
Ligesom de to forrige blogindlæg, der hhv. handlede om at være for beskrivende og hvorfor det at skrive mere strategisk, er noget det kan betale sig at bruge tid på, bygger også dette indlæg om vigtigheden af rammer på, hvad jeg ser i vejledningen af mine adjunkter. Du kan se de to forrige blogindlæg her: For beskrivende… og mere strategisk…
Vi starter med at se på, hvorfor det at undlade at beskrive de rammer du arbejder under, svækker din LA.
Derfor er en manglende beskrivelse af rammerne uhensigtsmæssig
Manglende beskrivelse af rammer er uhensigtsmæssigt af flere grunde. Herunder nævner jeg de tre bedste grunde til, hvorfor det vil styrke din LA betragteligt at have fokus på rammerne.
- Kendskab til og brug af formalia: En manglende beskrivelse af de rammer, der ligger til grund for dit arbejde, antyder, at du ikke helt ved, hvad der er af formalia. Hverken i forhold til for eksempel din undervisningsforpligtigelse eller til bekendtgørelsen for LA.
- Hvad bidrager du med? Når du ikke beskriver de rammer, du arbejder under, gør du det svært for bedømmerne at finde ud af helt præcist, hvad du arbejder og bidrager med i dit adjunktforløb.
- Manglende overblik og struktur: Når du undlader at forholde dig til rammerne udviser du ikke det store overblik i din lektoranmodning og kan få svært ved at strukturere anmodningen. Dette kan stamme fra et manglende kendskab til de rammer eller betingelser, der er for dig som medarbejder og adjunkt. Er du også udfordret på skriveprocessen gør dette sammenfald typisk, at du mister overblikket over og strukturen i anmodningen.
Det næste handler om de handlingsmønstre vi har som mennesker, transfer af disse til andre felter og hvordan det afkodes af andre.
Transfer af personlige træk fra et felt til et andet
Almindeligvis er det sådan, at det som vi mennesker gør i et felt, det gør vi også i et andet felt.
Det du gør i et felt, det gør du typisk også i et andet felt.
Du kender det fra dig selv, dine kollegaer, de studerende, de mennesker du omgiver dig med, såsom børn, partner, venner og veninder osv.
Forholder du dig ikke til de rammer, som er givet for en lektoranmodning, så forholder du dig måske heller ikke til de rammer, der er udstykket for, hvad fx en praktikrapport skal indeholde?
Er du en en adjunkt, som tit og ofte kommer for sent til møder på din institution? Ja, så kommer du sikkert også tit for sent til den undervisning, du skal afvikle.
Undlader du at underbygge påstande i din LA? Kan du prøve at tage et nærmere kig på, om du måske også i din undervisning, undlader at referere til sand faglig viden i en diskussion med de studerende?
Ligeledes også hvorvidt du lader de studerende slippe afsted med et ja eller et nej-svar, så de ikke lærer at underbygge deres argumenter for svaret. Du kan se nærmere i indlægget om påstande: Påstande…
I det næste skal vi se på nogle eksempler på, hvorfor manglende rammer svækker din LA.
Eksempler på manglende rammer:
Jeg har valgt at fokusere på de følgende tre områder: Kendskab og brug af formalia, hvad bidrager du med samt manglende overblik.
Manglende rammer: Kendskab til og brug af formalia:
Der hvor det bliver endog meget tydeligt i en LA, at kendskab til formalia og brug af samme mangler, er fx. når adjunkten af den ene eller anden grund ikke har sat sig ind i bekendtgørelsen for en lektoranmodning. Når det mangler, er det svært for adjunkten at vide, hvad de forskellige kriterier skal indeholde.

Hvis du som adjunkt ikke ved, hvad bekendtgørelsen om lektorkvalificering indeholder, bliver det sværere at skrive anmodningen. Det besværliggør også adjunktvejledningen, hvis adjunkten tæt på aflevering fortsat ikke ved, hvad de tre kriterier A,B og C, skal indeholde.
Et andet eksempel kunne være i kriterium A. Adjunkten viser ikke i sin LA, at der findes en bekendtgørelse for den uddannelse, som adjunkten underviser på.
Eller at der er noget, der hedder kvalifikationsrammen. Herunder hvilket trin den pågældende uddannelse hører til på, og hvilken betydning det har for undervisningsniveauet.
Du kan se et link til bekendtgørelsen for en LA her: Bekendtgørelse…
I det næste skal vi se på, hvorfor det er svært for et bedømmerhold at gennemskue, hvad du som adjunkt har bidraget med, når der mangler en beskrivelse af de rammer, du har arbejdet under.
Manglende rammer: Hvad bidrager du med?
I nedenstående eksempel skriver adjunkten, at han har haft væsentlig indflydelse på den seneste studieordning. Men hvad er væsentlig indflydelse? Her mangler en beskrivelse af de rammer, adjunkten har arbejdet under. Derved bliver det mindre transparent for bedømmerne, hvad adjunkten har bidraget med. Herunder hans specifikke rolle og et estimeret timeforbrug for opgaven.

Næste eksempel omhandler kriterium B1, hvor en beskrivelse af rammerne ligeledes mangler. Her har et bedømmerhold ud fra det skrevne ikke nogen mulighed for at afkode, hvornår det fandt sted, hvor længe arbejdet har pågået osv, osv.

Det sidste eksempel handler om hvorfor de manglende rammer, gør det sværere at få struktur på anmodningen.
Manglende rammer giver manglende struktur
Eksemplet omhandler feedback på kriterium B4. Her hænger adjunkten i bremsen med at forholde sig til rammerne. Dermed mangler adjunkten at få defineret de mest basale rammer for sit forskningsprojekt. Det gør ligeledes, at strukturen i anmodningen også lider under det.

I det følgende skal vi se et par eksempler på rammer, som er genkendelige fra hverdagen som adjunkt og lektor.
Bliver bedre til at være opmærksom på de rammer du arbejder under
Skal du blive bedre til at forholde dig til begrebet rammer i din LA, kommer her et par eksempler fra den virkelige verden, du kan relatere til.
Første eksempel på rammer er en ansættelsekontrakt som adjunkt.
Ved din ansættelse som adjunkt, er det blevet aftalt, hvad du skal arbejde med i din adjunktperiode. De fag du skal varetage undervisning i på din institution, din deltagelse i adjunktkurser, eventuel efteruddannelse, den leder du referer til, hvorvidt du er på heltid eller deltid osv. osv.
Det som også er aftalt ved din ansættelse, er de rammer, der er sat for dit arbejde som adjunkt. Ligeledes også den tid, der er afsat til det. Har du også en funktion, hvor du måske er lånt ud til en anden afdeling, er det også udspecificeret. Fx at der skql bruges 10 timer om ugen på arbejdet i en af din institutions administrative funktioner.
Et andet eksempel på rammer kan være det, der angår din undervisning. Det skal vi se på i det næste.
Der ligger også rammer til grund for din lektionsplan
For at sikre dig, at du når igennem dit stof for de enkelte lektioner/moduler, anvendes der det, som i fagsproget kaldes for en lektionsplan.
Din lektionsplan er blevet til, fordi der er en bekendtgørelse, som angiver de rammer, der gælder for din uddannelse. Fra bekendtgørelsen siver det videre ned til en national studieordning, den lokale studieordning osv.
I din lektionsplan har du sikkert søgt dig at skabe et overblik over, hvordan du vil afvikle dine lektioner/modul for den pågældende dag i et af de fag, du varetager.
Hvad er dagens emne for undervisningen? Hvor lang tid skal afsættes til intro, repetition, gennemgang, spørgsmål og/eller diskussion, arbejd selv, opsamling og måske intro til næste gang?
Din lektionsplan angiver således nogle rammer for lektionens indhold, og hvordan afviklingen af lektionerne skal foregå. Er du I tvivl om forskellen imellem en fagplan og en lektionsplan? Så kan du tage et kig i indlægget: Fagplan…
I det næste skal vi se på, hvorfor det at være udfordret på sin skriveproces, gør det svært at holde overblikket over anmodningen
Manglende overblik over rammerne
Er du lidt eller meget udfordret på, hvad et skriftligt arbejde/rapport etc. skal indeholde?
Dette trods at du som adjunkt er struktureret indenfor dit fagfelt og dit andet adjunktarbejde i øvrigt? Så bunder det ofte i, at du af den ene eller anden grund ikke har lært nok om, hvad et skriftligt arbejde skal indeholde. Dermed kommer du let ud på dybt vand, når du ikke længere er i dit fagfelt.
En af mine nu pensionerede kollegaer i kommunikation på KEA har på sin blog “Om at skrive” et rigtigt godt indlæg omkring, hvorfor rammer er vigtige at få beskrevet i en skriftlig opgave. Se link: Per Salling metodeafsnit…
Du kan se mere omkring dette at være for beskrivende og dermed ikke lægge nok vægt på at forholde sig til de to vigtige spørgsmål: Hvorfor og hvordan i lektoranmodningen: For beskrivende…
Som det sidste skal vi se på, hvad du kan gøre for at komme videre.
Få styr på rammerne – beskrivelse og refleksion
Først skal du blive opmærksom på, om det er noget, der mangler i din LA.
Her er det en god ide at få lidt feedback fra din vejleder eller en anden omkring, hvad han/hun syntes. Når du ved, om du er udfordret på området, handler det om at få gjort noget ved det.
Spørgsmålene du fx kan stille dig selv er:
- Hvilke rammer gælder her? Eksempler kan være lovgivning og tid. Er der tale om en studieordning? Er der tale om at skulle være inden for Frascatimanualen eller bekendtgørelsen for lektorkvalificering? Hvilken tidsramme skal projektet afvilkes indenfor?
- Hvorfor gør jeg det på den måde? Er der fx en særlig forskningsmetode, jeg skal følge? Hvorfor og hvordan gør jeg det?
- Hvad er din rolle i et projekt? Er du menig medarbejder? Er du projektlederen? Hvad er dine ansvarsområder, og hvorfor har du lige netop fået de ansvarsområder og ikke nogle andre?
Lektor.nu hører gerne fra dig omkring: Rammer…
Kender du nogle adjunkter eller andre, som kunne have glæde af blogindlægget, så del gerne indlægget “Hvorfor rammer er vigtige at få beskrevet i din LA” med andre.

Kommentarer til indlægget, forslag til emner lektor.nu kan tage op eller andet adjunktrelevant er meget velkomment.
Lektor.nu har en facebookgruppe, hvor der postes hver gang, der er et nyt blogindlæg på lektor.nu
Følg med i FB-gruppen: Lektorbloggen


































